Aase Bak-Nielsen skriver:

Hvor kan jeg læse Bilag 1 med protokol over forhandlingerne?
vh
Aase Bak-Nielsen

Kommentar skrevet 09/15 2009

Niels I. Meyer skriver:

Kære alle,

Jeg beklager, at jeg ikke kunne deltage i landsmødet pgra sygdom.

Jeg finder, at referatet er skandaløst dårligt (uden konkret indhold af kritikken), og at ledelsens beslutning om ikke at tage en seriøs debat og evaluering af JBs udvikling under den nuværende ledelse ved landsmødet er lige så skandaløs. Med den mangel på åbenhed og mod kan det ikke undre, at JuniBevægelsen ikke kunne overleve. Ledelsen har totalt forsømt at aktivere og inspirere medlemmerne, og uden et aktivt bagland overlever en folkelig bevægelse ikke.

Som en af medstifterne af JuniBevægelsen i 1992 vil jeg udtrykke min dybe beklagelse af ledelsens forsømmelse af forholdet til bevægelsens medlemmer og dens uværdige forsøg på at neddysse en evaluering af udviklingen i forbindelse med det afsluttende landsmøde.

Det bør imidlertid ikke glemmes, at JuniBevægelsen var ledende i den danske modstand mod den udemokratiske udvikling i EU i de første 10 år af bevægelsens levetid. Men det er dybt bedrøveligt, at de valgte ledelser i de seneste år ikke har forstået, hvad der er grundlaget for en folkelig bevægelse.

Heldigvis ser det ud til at Folkebevægelsen og Udfordring Europa har større forståelse både for grundlaget for modstanden mod EU og for deres medlemmer.

Niels I. Meyer

Kommentar skrevet 09/27 2009

Bjarke H. Lyster skriver:

Kære Niels og andre

Meget kunne sikkert have været gjort bedre.

Men til en rimelig sammenligning af JuniBevægelsen i 1990’erne og i det nye årtusind må tages i betragtning, at JuniBevægelsen i 1990’erne fik en stadig promovering gennem debatterne op til EU-folkeafstemningerne i 1992, 1993 og 1998.

Seneste danske folkeafstemning om EU var euro-afstemningen i 2000, og JuniBevægelsens nedtur begyndte da også ved valget i 2004 (hvor både Niels og jeg sad i landsledelsen). Her gik vi fra 3 til 1 mandat i Europa-Parlamentet.

Problemerne med at aktivere medlemmerne, som Niels nævner, var også et stort problem allerede i 2004. Alt for meget blev båret af enkelte personer som J. Steenagers marathon-uddelinger af valgaviser i Esbjerg-området og B. Brøchner og K. Groths langvarige indsats på Århus-kontoret, hvorfra der også blev skaffet JuniBevægelsen en god skilling gennem Bruxelles-rejserne.

Tilsvarende er det vanskeligt at sammenligne Folkebevægelsens og JuniBevægelsens kampagner på baggrund af valgresultaterne, når Folkebevægelsen havde en gammel sværvægter fra Folketingets venstrefløj, Søren Søndergaard, som spidskandidat, mens Hanne trods alle anstrengelser ikke slog igennem herhjemme fra sin plads i Bruxelles. Den udfordring er vist endnu ikke lykkedes andre end Jens-Peter og desværre til dels slikmåsen Dan Jørgensen.

Så alt i alt har JuniBevægelsens exit fra dansk politik været længe undervejs. Jeg har selv hele tiden været tilhænger af en højere grad af professionalisering af bevægelsen. Men når jeg i ledelsen nævnte ord som spindoktorer og fokusgrupper til afprøvning af materialeforslag, var det ikke foreneligt med græsrodsideologien. Personlige mavefornemmelser gik desværre forud for professionel håndtering af statistisk materiale om vælgergrupper. JuniBevægelsen har insisteret på at være en græsrodsbevægelse. Den tanke er smuk, men har efter min mening været langt mere kostbar end de bedste presserådgivere havde været.

Jeg er ligesom Niels og alle jer andre ærgerlig over, at JuniBevægelsen trods den flotte tid i 1990’erne allerede er fortid i dansk politik. Men det er ikke rimeligt alene at klandre den seneste landsledelse. JuniBevægelsens lukning har været meget længe undervejs og skyldes efter min mening især, at det har været nærmest en umulig opgave at bruge pladserne i Bruxelles til at skabe kendte politikere og sætte dagsorden op til valgene.

Jeg glæder mig over, at JuniBevægelsen har sat den konstruktive EU-kritik så godt og grundigt på dagsordenen, at den dominerede både Venstres, Folkebevægelsens og DF’s seneste valgkamp.

Gode hilsner til jer alle ovenpå denne lange smøre fra
Bjarke

Kommentar skrevet 10/04 2009

Niels I. Meyer skriver:

Kære Bjarke,

Tak for dine kommentarer, som jeg dog har lidt svært ved at acceptere.

Du hævder, at JuniBevægelsen insisterede på at være en græsrodsbevægelse. Det har jeg svært ved at få til at rime med en bevægelse, som næsten ingen medlemmer har, og som ikke inddrager de medlemmer, der er tilbage. JB har ikke været en græsrodsbevægelse de sidste mange år.

Du har også lidt svært ved at forklare, hvorfor Folkebevægelsen gik stærkt frem, mens JB gik fatalt tilbage. Det kan ikke forklares ved forskellen mellem Søren Søndergaard og Hanne Dahl. De klarede sig begge pænt i kampagnen og i TV-udsendelserne - jeg har faktisk hørt mange uden for JB, som synes, at Hanne klarede sig bedre end SS. Mon ikke det snarere skyldes, at Folkebevægelsen rent faktisk stadig er en reel folkebevægelse med mange lokale medlemmer på gaden - i stærk modsætning til JB?

Du har ret i, at det især er i forbindelse med folkeafstemninger, at JB og Folkebevægelsen kan gøre sig gældende. Det har som bekendt skortet på disse, men det har åbenbart ikke ramt Folkebevægelsen!

Af hensyn til en objektiv historieskrivning må vi nok erkende, at JBs ledelse i de seneste år ikke har haft en heldig hånd med at leve op til begrebet græsrodsbevægelse og motivere medlemmerne til en aktiv indsats. Sådan er det - og det er desværre netop historie nu. Men jeg synes ikke, at vi skal forsøge at bortforklare det historiske forløb - og give andre skylden.

Det afsluttende landsmøde i JB var ikke værdigt pgra ledelsens angst for en åben diskussion og dens bedrøvelige taktik til at undgå en konstruktiv og kritisk evaluering af forløbet. Det illustrerede desværre meget tydeligt, at JB ikke længere fortjener betegnelsen “græsrodsbevægelse”.

Jeg vil slutte med at glæde mig over, at JB i de første 10 år af sin levetid havde betydelig indflydelse på dansk EU-politik, fordi vi i den periode fungerede åbent og konstruktivt som en græsrodsbevægelse.

Venlig hilsen fra Niels

Kommentar skrevet 10/07 2009

Aase Bak-Nielsen skriver:

JuniBevægelsens eksistensberettigelse beroede på, at vi først og fremmest var systemkritikere   -  uafhængig af partipolitik. Vi ville jo ikke stille op som parti til folketinget, selv om nogen i hvert fald i begyndelsen opfordrede til det. 
Vores primære opgave var at få befolkningen til at forstå, at EU er grundlagt på et totalt udemokratisk system.  Hvor mange gange har vi ikke skrevet om embedsmændenes eneinitiativret?  Vi har beskrevet, hvordan et demokrati fungerer: de folkevalgte politikere sætter den politiske dagsorden, og embedsmændene er politikernes tjenere.
For at kunne fremstå troværdigt har JB hele tiden sendt parlamentarikere til Bruxelles, for at de kunne berette om virkeligheden i EU-systemet. Og ingen har vel levet op til denne opgave i så fornem grad som vore parlamentarikere med Jens-Peter i spidsen.  Jeg har fuldt ud kunnet tilslutte mig de afgørelser, JB’s parlamentarikere har taget i Bruxelles.  Jeg kender ingen i JB, som har kritiseret PM’ernes arbejde dernede.
Men de senere år blev arbejdet i Bruxelles det primære for JB. Da man fra ledelsens side begyndte at sige: ”EU er kommet for at blive” og ”Vi er ikke EU-modstandere”, da tog man første skridt til nedlæggelse af JB. Man godtog det udemokratiske EU-system , foregav at det kunne demokratiseres indefra -  i modstrid med Jens-Peters ofte udtalte ord om, at det var umuligt, for så skulle kommissærerne jo selv afgive deres traktatfæstede magt!
Man opgav at arbejde for et demokratisk samarbejde i Europa, byggende på frivillighed og respekt for de enkelte landes suverænitet.
Dermed skrottede JuniBevægelsens ledelse selv den primære opgave -  derfor døde JB.
Det er trist.
Venlig hilsen
Aase

Kommentar skrevet 10/08 2009

Skriv kommentar