Bestil her nyhedsbrevet om mit fokus i EU-Parlamentet.
Abonnér her på tanker om stort og småt fra min hverdag i EU.
På denne samling i Strasbourg skal der være debat om Tyrkiets optagelse i EU. Det hedder sig, at man skal gøre status over hvor de står i forhold til at blive medlemmer. Dette er en øvelse man laver hvert år.
Jeg mener, at Tyrkiet skal være medlem af EU. Man kan komme med argumenter for og imod, men man må gøre sig klart, at det er et politisk spørgsmål mere end noget andet…
Kritikken af Tyrkiet er berettiget på mange punkter, men hvorfor er det kun overfor tyrkerne, man tager konsekvensen og siger nej? Lurepasseriet og undskyldningerne må stoppe og der bør laves en seriøs plan for at få Tyrkiet ind i EU. Det vil tage lidt tid, men landet skal med, og det skal vi sige klart og forpligtigende.
Det vanskelige ved debatten om Tyrkiet er, at den altid kommer til at handle om alt muligt andet end hvorvidt Tyrkiet er klar til at blive medlem. Lande, der skal optages i EU, er selvfølgelig nødt til være demokratiske, overholde menneskerettighederne og have en styreform der garanterer disse to ting. Det er derfor helt naturligt, at man diskuterer dette i forbindelse med Tyrkiet, på samme måde som man for nylig har diskuteret det i forbindelse med Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse. Her gælder, at der stadig er ganske store problemer i Bulgarien og Rumænien, ligesom der også var det da man optog dem i EU.
I forhold til Tyrkiet er der altid en dagsorden bag ved dagsordenen. Det ene punkt på den handler om, at Tyrkiet er et stort land der vil forskubbe magtbalancen mellem de andre store lande i EU. Det andet punkt handler om, at man ikke ønsker at optage et islamisk land i EU.
Nu er der ingen, der ønsker at fremstå som fremmedfjendske hvorfor spørgsmålet om det islamiske ofte drejes hen på EU’s kulturelle værdier. Vi mindes debatten om hvorvidt der skulle være en reference til kristendommen i præamblen til Forfatningen eller ej. Denne reference blev af nogen set som en forsikring mod Tyrkiet. For andre var det en henvisning til den kulturhistoriske rolle, kristendommen unægteligt har spillet i forhold til udviklingen af det europæiske demokrati, forståelsen af individet som ukrænkeligt og dermed menneskerettighedernes tilblivelse.
Men lad dette være en anledning til, at vi ser på hvilken rolle religionen skal spille i politik.
Den evangelisk-lutherske kirke jo netop er kendetegnet ved en skarp adskillelse mellem den verdslige og den kirkelige magt - noget jeg ikke ser nogen grund til at ophæve. Derfor argumenterede jeg også imod at man indskrev en reference til kristendommen i Forfatningen.
Til gengæld mener jeg i modsætning til vores statsminister, at der er brug for mere religion i samfundsdebatten i stedet for mindre. Men jeg mener ikke, at målet er en kirkelig stat. Jeg mener heller ikke, at EU skal være et religiøst samarbejde. Jeg mener at samfundsstrukturen, hvad enten den er national eller europæisk, skal være verdslig. Men den skal sikre, at man kan ytre sig religiøst. I den forbindelse har jeg studeret den amerikanske filosof John Rawls, der opererer med en privat og en offentlig sfære, når det drejer sig om religion i samfundsdebatten. Han laver en skelnen mellem hvornår man må argumentere religiøst og hvornår man ikke må. Han siger eksplicit, at politikere ikke må begrunde deres handlinger religiøst, fordi de agerer indenfor den offentlige sfære. Derimod må præster, universitetsfolk og lærere f.eks. meget gerne argumentere med afsæt i religionen.
I stedet for en pseudodebat om demokratiet i Tyrkiet er der brug for en reel og åben debat, om hvilken plads religionen kan og skal spille i samfundsdebatten. Vi er nødt til at skabe et europæisk samarbejde, der er i stand til at tage den udfordring op, som et Europa der er sammensat at forskellige religioner er. Dette uden at vi mister de centrale værdier om menneskets ukrænkelighed, der udspringer af de værdier der skabes i smeltediglen af jødisk, kristent og hellenistisk kultur i århundrederne før og efter Kristi fødsel.
Hej Hanne Dahl. Du har lige givet mig et kæmpe chok. Tænk at skulle læse, at du går ind for Tyrkiets optagelse i EU. Det havde jeg aldrig drømt om.
Tyrkiet er - på nær 1,5% - beliggende i Asien og ikke i Europa. Det hører derfor på ingen måde hjemme i EU.(er der andre lande uden for EU, som du vil foreslå optaget?).
Den sydlige grænse af Middelhavet er samtidigt den nordlige grænse for muslimer.Må jeg anbefale dig at læse Karsten Skowbo-Jensens indlæg mod Tyrkiets optagelse i EU i bl.a. Århus Stifstidende og Lokalavisen Frederiksberg (jeg kan ikke selv skrive det bedre).Jeg ryster endnu over det læste. Det er selvfølgelig fint, at du melder klart ud, så jeg ikke kommer til at stemme på dig, nu må jeg vælge Karsten istedet - øv - samt overveje mit medlemskab af JuniBevægelsen.Er der andre kandidater fra JuniBevægelsen, som ikke deler din opfattelse, så kunne jeg jo overveje at stemme på en af dem. Hilsen Erik Næhr
Kommentar skrevet 03/11 2009
Kære Hanne.
Så er der 2 stemmer mindre til dig, pga. ja til Tyrkiet i EU.
Jeg er også rystet.
Kommentar skrevet 03/11 2009
Aldeles uenig. En tidligere (konservativ) statsminister sagde en gang, at Danmark skulle stå sammen med de lande i Europa, som vi kunne identificere os med - og hvad kom der ud af det? Idag “står vi sammen” med en hel række lande, som vi har absolut intet tilfælles med, og stort set ingen af disse lande lever op til de oprindeligt fastsatte konvergenskrav (selv Tyskland og Frankrig kan ikke være med her!). Dertil kommer en række østeuropæiske lande, som kun har én ting i hovedet, nemlig at holde sig på lang afstand af det gamle Sovjet-unionen. Nu også Tyrkiet, som hverken lever op til det ene eller det andet - intet demokrati, udbredelse af islam o.s.v.; hvad det skal ende med for Europa, er svært at se.
Lov os, at Du går imod Tyrkiets optagelse i EU - her har Tyrkiet intet at gøre.
Vil Du fortsat gerne have min og andre demokratiske borgeres
stemmer, så stem imod Tyrkiet - og allerhelst: lad os komme ud
af den klub, som er en ny socialiststat med planøkonomi og andre dårligheder, som ikke har kunnet overleve nogen steder på denne jord (undtagelser: Cuba og Venezuela, hvor befolkningerne har det ad helvede til .....!)
Kommentar skrevet 03/11 2009
I have decided to cancel my membership to Junibevægelsen for the following reasons.
In 1996,the Barcelona Proclamation/Declaration was intiated,starting 2010,the integration of Morocco,Algeria,Tunisia,Egypt,Jordan,Turkey(population 270.million)into the European Union.
The idea being to secure oil and gas supplies,free movement of cheap labour,replacement of Europes declining population and the creation of an economic power-block to rival,North America,China and India.
Govermental,educational,media and cultural organisations have been instucted to erradicate xenophobia,racism,religious intolerance and promote “cultural enrichment”,in true Orwellian “Newspeak”,manipulation by E.U.control of media.
“KAPITAL INTERESTS"can only succeed in this ambition by nutralizing,sentiments of national culture and patriotism and centralizing power within the European Council.
The E.U.has been extremely succeesfull in keeping this treaty low profile by not publicizing it.
Turkey and all the above mentioned countries are becoming ever more radically Islamified,from day to day.(Ideologically the wrong direction).
Between 2020-2030,London,Bradford,Birmingham,Antwerp,Rotterdam,Amsterdam,
Oslo,Malmo,Gotebjorg;Stockholm,Lille,Marseille,Copenhagen,
Berlin,Bremen;Stuttgart and too many cities to mention will have large or in some cases majority Muslim cities.
Some elements of Saudi-Wahabi-Sharia law have already been accepted into European legal jurisdiction,in Britain,Germany and Norway.
There are a growing number of “No Go"areas in Europe.
A carefull study of Britain,and the latest conclusions of the think tank,“Policy Exchange”,will clarify that Europe is being led down the road to cultural suicide and possibly a future of Beirut style autonomous enclaves and even civil conflict.
The next round of European National elections will indicate which way the tide is turning and I don,t think the tide is in Junibevægelsens favour.I cannot understand Junibevægelsens support for “Eurabia”.
I write poorly in Danish but for any reply comments I understand Danish quiet well.
Kommentar skrevet 03/11 2009
Hej Hanne
Jeg synes der er behov for at du uddyber din opfattelse af magtfordelingen i EU efter Tyrkiets medlemsskab.
venlig hilsen Jørgen Mørkholdt
Kommentar skrevet 03/11 2009
Hanne Dahl - hvad pokker tænker du dog på, når du går ind for Tyrkiets optagelse i EU?
Spørger du dine græsrødder i Junibevægelsen, som du repræsenterer, så er der med garanti et flertal IMOD optagelse af flere økonomisk fallerede lande SOM TYRKIET i EU.
Du mistede også MIN stemme !
Kommentar skrevet 03/12 2009
At gå ind for Tyrkiet i EU er en hån mod de menneskerettigheder, som Tyrkiet ikke overholder.
Det er en hån mod de frihedsrettigheder, der har så trange kår i landet - der ligger på en 106’ plads for pressefrihed.
Det er en hån mod landets hårdt prøvede mindretal, der som Hrant Dink må leve i frygt for overfald og drab, hvis de markerer sig.
Det er specielt en hån mod kurderne, der slet ikke bliver taget alvorligt i processen.
Det er en hån mod Cypern, der stadig har en del af deres land besat af Tyrkiet.
Det er en hån mod EU-traktaterne, der siger at kun europæiske lande kan optages i Unionen.
Og det er specielt en hån mod fundamentale demokratiske principper at optage et land, der stadig ikke er et godt fungerende demokrati, og ikke ser ud til at blive det foreløbig.
Vi har virkelig bedre opgaver at bruge vores tid og penge på...
Kommentar skrevet 03/12 2009
Kære Hanne,
Nu må Du komme ud af busken - der har kun været indlæg, som går imod dine idéer om Tyrkiets indlemmelse i EU.
Gør det slet ikke indtryk på Dig - eller er ligeså “klog” som danske politikere i almindelighed? Og Junibevægelsen må da vist sidde med en meget flov smag i munden!
Kom nu på banen.
Kommentar skrevet 03/12 2009
Til gengæld mener jeg i modsætning til vores statsminister, at der er brug for mere religion i samfundsdebatten i stedet for mindre.
Imponerende. Jeg troede, at vi var inde i Oplysningstiden, og at vi kunne finde ud af at holde diverse irrelevante former for overtro ude af det politiske.
Men hvis vi endelig skal inddrage religion, vil jeg roligt sige “Bare kom an!” Jeg har læst religiøse (mere eller mindre…) tekster fra flere store religioner og har klare meninger om, hvilke religioner der duer sammen med demokrati og menneskerettigheder, og hvilke der ikke gør.
Kommentar skrevet 03/12 2009
Kære Alle
Jeg mener, at Tyrkiet på et tidspunkt skal optages i EU-samarbejdet - og det er efter min personlige opfattelse bl.a. af sikkerhedspolitiske årsager.
Men min pointe er, at debatten om Tyrkiet er afsporet. Vi må forholde os til, at der findes store islamiske befolkningsgrupper i Europa - og der kan vi ikke lade stå til. Vi kan kun løse konflikterne, hvis vi går direkte ind i dem.
Dertil vil jeg sige, at Tyrkiet ikke kan optages i samarbejdet under de gældende regler - og heller ikke under Lissabontraktaten - pga. stemmevægtene. Og det vil de fleste EU-ledere nok også mene.
Til Henrik Ræder Clausen:
Angående kommentaren om religion i samfundsdebatten misforstår du mig. Jeg mener ikke, at politik og religion skal blandes sammen - og EU skal på ingen måde være et religiøst samarbejde. Der skal være pluralitet med plads til forskellige opfattelser - og religioner. Men derfor kan religion jo godt være en del af samfundsdebatten.
Bedste hilsner
Hanne Dahl
Kommentar skrevet 03/17 2009
Kære Hanne
Jeg noterer mig, at du ønsker Tyrkiet optaget uanset de mange problemer med demokrati, menneskerettigheder, beskyttelse af mindretal samt den fortsætte besættelse af Cypern.
Men kan ikke på nogen måde forestille mig, at det styrker din position eller høster stemmer hos de vælgere, der tager menneskerettigheder alvorligt.
Kommentar skrevet 03/17 2009
Her kommer lige en lidt længere reaktion på jeres kommentarer:
Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til jer for feedback – og undskylde min lidt sene reaktion… for selvfølgelig bør jeg da komme med en reaktion på jeres kommentarer.
Jeg kan forstå, at der er en del af jer der bestemt ikke er enige med mig på spørgsmålet om Tyrkiet, og det synes jeg selvfølgeligt er ærgerligt. Men når det så er sagt, så har jeg samtidigt lidt svært ved at forstå at min holdning på området overrasker så meget.
Dels har JuniBevægelsen altid gået ind for at Unionen skulle være åben overfor alle lande, der kunne leve op til optagelseskriterierne (og jeg skriver jo vel at mærke ikke, at man skal se stort på optagelseskriterierne – eller at et Tyrkisk medlemskab skal begynde allerede fra i morgen). Dels er det bestemt ikke første gang jeg giver udtryk for synspunktet. Allerede 16. juni 2007 havde jeg en kronik om emnet i Kristeligt Dagblad. Titlen var “Luk nu Tyrkiet ind i EU” – og den kan læses lige her: http://j.dk/nyheder/debatind/kronik_luk_nu_tyrkiet_ind_i_eu/
Problemet som jeg prøver at påpege er, at debatten om Tyrkiet tit kommer til at handle om alt muligt andet – og at jeg synes det ofte mere har karakter af undskyldninger for at slippe for tyrkisk medlemskab, end af reelle argumenter. Det mener jeg ikke mindst fordi man i så mange andre tilfælde har været villige til at ignorere de krav, man ellers officielt opererede med.
Hertil kommer så, at en del af problemerne med tyrkisk medlemskab jo hidrører til EU’s strukturelle problemer. Hvis samarbejdet var mere åbent og fleksibelt, ville det være langt lettere at få passet lande ind i dele af samarbejdet, indtil de var klar til at være helt med.
Samtidigt skriver jeg jo også at det vil tage tid at få Tyrkiet med – og det er tid der ikke mindst skal bruges til at få løst de problemer i nævner… for naturligvis skal alle de punkter der drages frem bringes i orden.
@Jørgen Mørkholdt
I kronikken fra 2007 kommer vi faktisk lidt ind på det – du kan jo evt. lige læse den, og så sige om du stadigt er i tvivl om min holdning på området?
@Stephan Wehrsdorf
Igen undrer det mig lidt at det først er nu protesterne kommer – da det jo som sagt ikke er en ny udtalelse. Der har været både landsmøde og medlemsmøder siden jeg skrev en kronik om emnet for snart to år siden…
@Torkel Sprove
Jo Torkel, det gør skam indtryk på mig… og min reaktion kommer jo lige her.
Kommentar skrevet 03/18 2009
Igen undrer det mig lidt at det først er nu protesterne kommer.
Da jeg hører til dem, der var først til at protestere, og først til at afprøve EU’s nye Borgerinitiativ (vi fik ca. 50.000 underskrifter) føler jeg mig kvalificeret til at svare på det. Men først lidt tilbageblik:
Beslutningen om tyrkisk medlemsskab af EU blev taget i 1999, under indtryk af krigene på Balkan, hvor tyrkerne havde vist stor iver i indsatsen for at bombe serberne. Beslutningen blev taget uden nogen form for offentlig debat, og var primært presset igennem af USA. Den slags pres behøver vi ikke bøje os for.
Nogle europæiske lande protesterede, f.eks. Grækenland, Cypern og Østrig, ligesom Anders Fogh heller ikke brød sig om tanken, og gjorde sit for at modstå tyrkernes pres for at blive lukket ind med det samme. Topmødet i København 2004 var et elegant svar på tyrkernes ganske urimelige pres.
Forhandlingerne startede så i oktober 2005. Ordet ‘forhandlinger’ er, som så meget andet i EU, ganske misvisende. Der var tale om den egentlige optagelsesproces, nemlig at EU-lovgivningen skulle gennemføres i Tyrkiet, en proces der normalt afsluttes med at vores statsledere bekræfter et fait accomplis ved at skraive under på et stykke papir og acceptere en proces, der er udført. Igen naturligvis uden at spørge almindelige mennesker om deres mening, for det kunne jo skabe problemer. Især overfor Tyrkiet, hvor meningsmålingerne systematisk har vist stærk modstand mod projektet.
Når protesterne, alt andet lige, kom så langsomt - både i det ganske Europa og i Junibevægelsen, har det nogle gode årsager:
For det første vidste folk flest ikke meget om Københavner kriterierne og Tyrkiets forhold til dem. EU-Kommissionen forsikrede jo, at alt var ‘tilstrækkeligt’ overholdt (bemærk gummiparagraffen her!), og som almindelig borger burde der ikke være grund til at mistro disse fine folk, som vi betaler høje gager for at styre tingene bedst muligt.
For det andet havde Tyrkiet frem til 2005 faktisk gennemført mange reformer, forbløffende mange. Det gik ganske i stå, da landet fik den ønskede adgangsbillet til Unionen. Her burde vores folk, herunder Junibevægelsen (Hanne) have protesteret, i stedet for blot at følge USA’s linje og gentage mantraet ‘Sikkerhed’. (Sikkerhed varetages i øvrigt fint af NATO, hvor Tyrkiet allerede er medlem.) Det tager tid at opdage, at de lovede reformer udebliver, og vi forventer, at vores politikere i første omgang tager sig af den slags.
Så har vi den tredje grund: Vi har, som udgangspunkt, tillid til vores politikere. Det er derfor vi stemmer på dem, det er derfor vi giver dem høje lønninger (og pensioner), og det er derfor vi overlader det til dem at træffe beslutninger. Til gengæld forventer vi, at politikerne er velorienterede, ærlige og modige. Det vil i denne sammenhæng sige, at de skal konfrontere Tyrkiet med alle deres undvigelser og fejl, i stedet for at fortælle os i Europa at alt skam går ganske efter planen, og at vi ikke skal tage problemerne med demokrati og menneskerettigheder så tungt.
For det fjerde er den umiddelbare reaktion på faktaresistente politikere passitivitet. Vi ved, at der er noget galt, men det er svært at gøre noget ved det, også pga. manglende viden. Enkelpersoner som Robert Ellis, der virkelig ved noget om sagen, bliver ved med at skrive i aviserne at det er helt galt, og det bliver efterhånden forstået. Dermed bliver viden om problemets dybde til folkeeje, og på det punkt kan politikerne ikke længere løbe om hjørner med os.
Derfor, kære Hanne, er protesterne så alvorlige og så svære at håndtere. Det kan godt være, at du (som de fleste politikere) er skræmt af udsigten til at indrømme at du tog fejl, og skifte mening - f.eks. på basis af Europa-Parlamentets seneste rapport. Det kan umiddelbart virke skadeligt for troværdigheden. Men i det lange løb er det langt mere skadeligt ikke at indrømme det, og dermed fremture i fejltagelserne.
Problemet som jeg prøver at påpege er, at debatten om Tyrkiet tit kommer til at handle om alt muligt andet.
Hanne, den køber jeg simpelthen ikke. Jeg har specifikt henvist til Københavner Kriterierne og de mange problemer med menneskerettigheder, demokrati og international lov. Det er da - om noget - at holde sig til sagen? Prøv igen…
Kommentar skrevet 03/19 2009
@Henrik Ræder Clausen (og jer andre)
Den del af min kommentar du gengiver, handler jo på ingen måde om underskriftsindsamlinger eller tidspunktet for optagelsesforhandlinger. Det handler derimod om at jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor forundringen over min holdning til Tyrkisk medlemskab kommer lige nu?
For som jeg også allerede har skrevet, så er det bestemt ingen hemmelighed at jeg i årevis har været tilhænger af Tyrkisk medlemskab. Dels har jeg meldt det ud før nu – dels er vores landsmødevedtagne arbejdsprogram jo på ingen måde afvisende overfor Tyrkisk EU-medlemskab. Faktisk tværtimod, for som vi skriver i punkt 2.9.3, under overskriften “Ja til alle udvidelser”: “JuniBevægelsen støtter optagelsen af ethvert land, som selv beslutter at ville med i EU, og som opfylder de såkaldte Københavns-kriterier.” Og herunder nævnes bl.a. Tyrkiet specifikt.
Jeg vil dog lige indskyde at du – og andre der har kommenteret her på siden – altså er nødt til at se mine holdninger og udmeldinger i sammenhæng med JuniBevægelsens politik på området. Jeg kan af helt logiske årsager (alene vores arbejdsprograms afsnit 2.9 “Et åbent og fleksibelt Europa” fylder næsten 6000 anslag) ikke flette hele vores arbejdsprogram ind i hvert et læserbrev, blogindlæg eller tale jeg kommer med. Men det betyder jo på ingen måde, at jeg ikke er enig med hvad der står.
JuniBevægelsen går – naturligvis – ind for at Københavnerkriterierne skal overholdes. Men det ændrer stadigt ikke ved det faktum, at man fra EU’s side har valgt at behandle Tyrkiet helt anderledes, end hvordan man har behandlet andre ansøgerlande. Og det synes jeg ganske enkelt ikke er fair – ligesom jeg synes det sender et helt forkert signal til Tyrkiet. Det er derfor jeg synes det er behov for at sende et klart og tydeligt signal: At Tyrkiet skal være medlem (hvis de vil) – men hertil hører naturligvis at leve op til kravene.
Arbejdsprogrammet er tilgængeligt på hjemmesiden – og det afsnit jeg her referer til kan man komme til med følgende link: http://j.dk/page/et_abent_og_fleksibelt_europa
Kommentar skrevet 03/19 2009
Kære Hanne
Jeg er udmærket klar over, at hverken du eller Junibevægelsen har flyttet Jer det mindste i spørgsmålet om tyrkisk medlemskab af den Europæiske Union. Min argumentation ovenfor går på, at det er uklogt.
Men det ændrer stadigt ikke ved det faktum, at man fra EU’s side har valgt at behandle Tyrkiet helt anderledes, end hvordan man har behandlet andre ansøgerlande.
Her er jeg til gengæld ganske enig. Intet andet ansøgerland har fået så meget ‘rabat’ på optagelseskriterierne, fundamentale europæiske værdier og de formelle betingelser for at blive optaget i Unionen. For eksempel står der faktisk i traktaten, at kun europæiske lande kan blive optaget, og at ansøgerne skal have et godt forhold til sine naboer (prøv at spørge cyprioterne om den sag!). Begge dele har EU (og Junibevægelsen) valgt at se stort på, til forskel fra de andre ansøgerlande.
Jeg er også enig i, at det ikke er fair. Tyrkerne bør have klar besked om at de ikke kan forvente yderligere rabatter og indrømmelser, at de skal anerkende Cypern og trække deres tropper hjem, og at de i øvrigt skal komme i gang med deres reformer igen.
Sker det ikke, bør deres optagelsesproces suspenderes.
Kommentar skrevet 03/19 2009
Spørgsmålet om forskellige detaljer vedrørende Tyrkiets medlemskab er ikke en “pseudodebat”, som Hanne Dahl skriver.
Det er oplagt at Tyrkiet har problemer med menneskerettigheder, retsstat, demokrati, sækularisme, militærets rolle i politik, forholdet til Cypern/Armenien m.fl. og ikke mindst det generelle oplysnings- og udviklingsniveau i landet. Samt at udviklingen i øjeblikket går i den forkerte retning under f.eks. Erdogans islamiserende parti.
Alle disse punkter har været omtalt hyppigt i medierne og af politikere, så man kan ikke bare antyde at alle skeptikerne nok er fremmedfjendske islamofober i forklædning. Ærlig talt.
Hanne Dahl skriver i sin kronik: “Ser man på den franske præsidentvalgkamp er det klart, at spørgsmålet om tyrkisk EU-medlemskab var et redskab til at få stemmer, det samme var tilfældet i Tyskland.”
Det er en lav beskyldning, og man kan altid beskylde enhver politiker for at de slet ikke mener hvad de siger, men blot vil lefle for at få stemmer. Jeg tror imidlertid den politiske debat kun kan blive bedre hvis vi alle sammen som udgangspunkt anerkender at politikere (næsten) altid siger hvad de mener fordi de faktisk mener det.
Hanne Dahl og andre må derfor anerkende den skepsis som mange har mod tyrkisk medlemskab. Man må argumentere punkt for punkt i stedet for at mistænkeliggøre sine modstandere.
Jeg er selv ikke i tvivl om at det er en rigtig dårlig idé at optage Tyrkiet p.t., men en slags samarbejdsaftale kunne vel komme på tale, f.eks. for at fremme den rigtige politiske udvikling i Tyrkiet. Tyrkiet er meget mere end den sækulære og forholdsvise liberale middelklasse i Istanbul.
Hvorvidt Tyrkiet engang i fremtiden kan gøre sig fortjent til EU er svært at forudsige. Jeg er ikke 100 % afvisende over for et muslimsk land, men der skal stilles klare krav til sækularisme - hvilket i dag gør det helt hypotetisk.
Argumentationen om tyrkisk medlemskab pga. sikkerhedspolitik er mærkelig, da Junibevægelsen så vidt jeg ved ikke går ind for en militær dimension i EU?
I øvrigt forstår jeg ikke konsekvensen i Hanne Dahls synspunkter om religion og politik: “Politikere må [ikke] begrunde deres handlinger religiøst, fordi de agerer indenfor den offentlige sfære. Derimod må præster, universitetsfolk og lærere f.eks. meget gerne.”
Men ser Hanne Dahl sig selv som politiker eller præst? Her må man vælge - er man folkevalgt, så er man politiker. Jeg mener religion/samvittighed/åndelighed kan bruges til at snakke med sig selv og ligesindede, men når man så har fundet frem til de politiske standpunkter må man gå ud og argumentere 100 % sækulært.
Kommentar skrevet 03/20 2009
P.S. Et lige så stort problem er den tyrkiske nationalisme. Irrationel religion eller ekstrem nationalisme kan være lige slemt, mener jeg. Jeg tror i øvrigt at mange tyrkere helst vil passe sig selv og være fri for EU. Landet er jo stort nok, som en verdensdel for sig, med tyrkiske broderfolk i Centralasien helt over til Kina og Mongoliet - sådan er den stortyrkiske retorik ofte.
Man kan sammenligne med de krav man ville stille til serbisk medlemskab. Så er det tydeligt at Tyrkiet bliver behandlet med fløjlshandsker. Har Nato/EU nogen sinde sagt: “I skal rømme Nordcypern og anerkende folkedrabet på armenerne, ellers bomber vi Ankara”. Nej vel? Tyrkiet er strategisk vigtigt, derfor er Nato og EU interesseret, og så er den neoliberale storkapital jo altid sulten efter billig arbejdskraft. Tyrkisk medlemskab vil med ét slag sende 40 mio. fattige og uoplyste anatoliske bønder ind på det europæiske arbejdsmarked som løntrykkere.
En meningsmåling fra 2007 viste følgende:
52.8% defined themselves as “a religious person who strives to fulfill religious obligations” (Religious)
34.3 % defined themselves as ““a believer who does not fulfill religious obligations” (Not religious).
9.7% defined themselves as “a fully devout person fulfilling all religious obligations” (Fully devout).
2.3% defined themselves as “someone who does not believe in religious obligations” (Non-believer).
0.9% defined themselves as “someone with no religious conviction” (Atheist). (Kilde: “Turkey”, engelsk wikipedia)
Tilstedeværelsen af ateisme er en pålidelig markør for graden af modernisering. Så tallene viser at den stærkt muslimske gruppe måske nok “kun” udgør 60 %, men der er kun 0,9 % ægte, moderne ateister. Man kan mene om ateisterne hvad man vil (jeg opfatter mig ikke som ateist), men man kan ikke benægte at liberal, materiel ateisme har en plads og funktion i det moderne samfund. Tyrkiets forhold til religion er nået til samme sted som Vesteuropa før ca. 1870, måske endda mere som i 1600-tallet.
Hvis man vil integrere Tyrkiet, var et EFTA-medlemskab måske en mere realistisk og rimelig måde. I EFTA kan man skræddersy nogle passende vilkår, for eksempel gradvis nedsættelse af toldsatser og barrierer.
Kommentar skrevet 03/20 2009
Kære Hanne
Du skrev:
Det handler derimod om at jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor forundringen over min holdning til Tyrkisk medlemskab kommer lige nu?
Det har jeg svaret på i fire punkter ovenfor. Jeg vil foreslå dig at gå tilbage og læse dem.
De er, indrømmet, ikke specielt behagelig læsning, for de beskæftiger sig med blind lydighed overfor USA, tillidssvigt, manglende interesse for demokrati og menneskerettigheder, samt uvillighed til at lade konklusioner og holdninger påvirke af virkeligheden.
Kommentar skrevet 03/20 2009
Jeg skal lige komme mig over at konstatere, at Junibevægelsen går ind for en udvidelse af EU med Tyrkiet!
Kommentar skrevet 03/24 2009
Det er udmærket at vi kan læse din kronik fra 2007: ”Et politisk spørgsmål mere end noget andet” og en smule mere.
Men optagelsen af Tyrkiet vil ikke ske i meget, meget, meget lang tid fremover. Hvis du er i tvivl så se eller prøv at erindre dig filmen YOL af Serif Gören (114 min. af din tid). Selvom den er fra 1982 er den ret aktuel. Den viser en vanebunden og tilbagestående landbefolkning, der er dybt religiøs og plaget af en militærmagt. Den store gruppe som landbefolkningen udgør, stiller sig hindrende i vejen for en udvikling i vestlig retning. Læs i øvrigt Orhan Pamuks Sne!! Den er fra 2002.
Når/Hvis Tyrkiet bliver optaget vil magtballancen enten blive rykket mod øst og syd imod de vestlige magter som Frankrig, England og (muligvis/undertiden) Tysklands interesser eller magten vil være labil på grund af skiftende flertal på større afstand af de lande vi samarbejder lettest med. Men det vigtige nu hvor vi har overskredet tærskelen til valgkampen er at du vedr. dette i denne sammenhæng ”uaktuelle” emne – undlader ret så utopiske standpunkter. Du vil ikke kunne vælges til parlamentet med et sådant program-punkt om Tyrkiets optagelse. Et af de ømmeste spørgsmål - måske siden krigen stiller sig hindrede i vejen (dvs. fremmedfrygten): Søg i stedet tilslutning til dit valg for junibevægelsen gennem konkret kritik af EU og det nok så kendte åbenhed, nærhed og demokrati (ÅND).
Kommentar skrevet 03/24 2009